Mit dilemma: Vennerne ville ikke tilgive min mand

Torsdag, 11. april 2024
Andrea Bak
Collage af Martin Silz
Da Jan forlod mig for en anden kvinde, hjalp mine venner mig gennem en hård tid, men da jeg senere tog ham tilbage, havde de svært ved at acceptere mit valg.
Mine venner tilgav ikke min mand

Jeg havde troet, at hvis Jan og jeg skulle skilles, så ville det være på mit initiativ. Ikke fordi jeg nogensinde i vores 31 år lange ægteskab havde haft lyst til det, men jeg havde altid opfattet Jan som den mest trofaste af os.

Da han sad overfor mig i sofaen og tog hul på samtalen, kom det dog ikke som lyn fra en klar himmel, at han ville forlade mig. Jeg havde fornemmet, at der var noget på vej.

En ændring i hans opførsel og hans måde at se mig på, som var sket gradvist. Jeg var ikke længere hans elskede, men snarere en stopklods, nærmest en irriterende mor, der stillede krav, og som fik ham til at føle sig forkert.

Han forsikrede mig, at det ikke var fordi, han havde fået en anden. Så da han tre uger senere ringede og fortalte mig, at han havde fået en ny kæreste, havde jeg svært ved at holde sammen på mig selv.

Det var tilmed en kollega, som han havde arbejdet tæt sammen med i flere år, og løgnen var så tyk, at den føltes decideret respektløs.

Jeg forsøgte stadig at opføre mig ordentligt og ikke lufte mine frustrationer over for børnene. Til gengæld begyndte jeg at sige sandheden om, hvordan jeg havde det, til Anette og Mogens, som var mine og Jans fælles venner. De havde taget mit parti fra start, og det var helt uvurderligt at mærke sådan en helhjertet støtte.

De økonomiske perspektiver i skilsmissen var drænende, men da skilsmissen endelig faldt på plads, begyndte stemningen mellem os at ændre sig. Den afstand, der havde været imellem os, blev kortere, og gradvist fandt vi tilbage til den kærlighed og respekt, som havde kendetegnet vores ægteskab i de fleste af årene.

Jan gjorde det forbi med sin nye kæreste, og vi fandt sammen igen.

Jeg genvandt håbet

Det var en meget lykkelig tid for mig, for ikke alene genvandt jeg alle de drømme og håb, jeg havde haft for fremtiden, mit forhold til Jan var også bedre, end det havde været i mange år. Måske nogensinde. Det var, som om vi så på hinanden med langt større glæde nu, hvor vi aktivt havde valgt hinanden til. Vi var ikke sammen af gammel vane længere, men fordi vi ikke kunne undvære hinanden.

Det eneste hul i osten var forholdet til vores gamle venner og især Anette og Mogens, som jeg satte enormt pris på. De havde bakket mig helhjertet op efter mit og Jans brud, men de havde haft meget svært ved at forstå, da jeg begyndte at flirte med tanken om at tage min eksmand tilbage.

Anette især var vældig oprevet over det, og det virkede til, at hun havde svært ved at acceptere, at jeg tog et andet valg, end hun ville have gjort. Efter hendes mening var Jan en løgner og en bedrager, og det skulle jeg ikke finde mig i. Så enkelt var det for hende.

Jeg blev ved med at håbe på, at Anette og Mogens ville kunne se lidt mere nuanceret på det, når der var gået noget tid. Livet indeholder så mere end rigtigt og forkert, ja og nej. For mig var noget af det allerbedste ved at blive ældre, at jeg nu kunne se alle disse gråzoner, og at jeg accepterede, at tilværelsen var mere kompleks, end at det kunne løses med enten eller.

Men jeg havde kendt dem begge længe nok til at vide, at de, trods deres alder og erfaring, var en hel del mere kategoriske end både Jan og jeg, og det bekymrede mig selvfølgelig. Jeg var nok lidt konfliktsky og i stedet for at tage tyren ved hornene, blev jeg ved med at udskyde den samtale, hvor jeg indrømmede, at jeg var blevet kærester med min eksmand.I sidste ende blev det Jan, der gav mig det sidste skub, og det var nok nødvendigt.

– Skal vi ikke bare invitere dem på middag? Jeg savner dem sgu’, sagde han med sit sædvanlige ubekymrede smil.

Jan havde en naiv tro på, at hvis vi var glade, så ville de vel også være glade på vores vegne.

– Jo, svarede jeg, og kortvarigt lod jeg mig selv håbe, at han havde ret i sine forhåbninger.

Hvor ville det være dejligt, hvis det kunne være ligesom i gamle dage, før alting blev kompliceret af vores kærlighedsliv. Gamle venskaber er enormt dyrebare for mig, og jeg ville gå langt for at bevare dem. Måske havde Anette og Mogens det på samme måde, og måske kunne de lægge deres harme fra sig og i stedet respektere mit valg.

Vennerne tilgav ikke

Så nogle dage senere tog jeg mig sammen og ringede til Anette. Vi sms’ede ofte, men jeg havde ikke talt med hende i mere end en måned. Ikke siden Jan og jeg havde fundet sammen igen. Hun virkede afmålt i røret, og det hylede mig kortvarigt helt ud af den. Jeg tog mig selv i at være nærmest nervøs, som om jeg havde brug for hendes tilladelse til at finde sammen med min eksmand igen. Da jeg blev klar over det, rankede jeg mig, rømmede mig og sagde med klar stemme:

– Jan og jeg er sammen igen, og det er jeg enormt glad for.

Sådan var det. Det var mit liv og min beslutning, og selv om jeg ville gøre meget for at bevare vores venskab, så var mit forhold til Jan jo ikke til diskussion.

Der var stille i den anden ende af røret. Jeg kunne nærmest høre, hvordan Anette tænkte, så det knagede, og jeg benyttede stilheden til at præsentere formålet med mit opkald:

– Så vi tænkte, om du og Mogens ville komme til middag? Jeg ved godt, at det ikke er spor nemt efter alt, hvad der er sket, men jeg håber sådan, vi med tiden kan lægge det alt sammen bag os. I har været en enorm støtte for mig, og det vil jeg aldrig nogensinde glemme, sagde jeg.

Mere stilhed. Jeg kunne høre Anette tage en dyb indånding og en til. Mogens rømmede sig og mumlede noget i baggrunden, og det gik op for mig, at jeg var på medhør.

– Det kan vi desværre ikke deltage i, sagde Anette så.

Hendes stemme var rolig, men kølig.

– Både Mogens og jeg var mildest talt meget forargede over at se, hvad Jan gjorde mod dig. Vi kan ikke være i stue med sådan et menneske som ham.

Anette havde altid haft hang til det dramatiske, men hendes ord ramte mig alligevel. Hun havde jo ret i, at Jan havde svigtet mig, og bagerst i mit sind rumsterede tanken om, hvorvidt jeg havde tilgivet ham for hurtigt. Men så kom jeg i tanke om alle de andre aspekter af min beslutning, alle de andre kvaliteter, han indeholdt, vores kærlighed, som var intakt, børnene, fremtiden, det liv, vi havde delt, og som bandt os sammen.

– Vi synes faktisk, at det er en smule usundt, at du hovedkulds springer tilbage i hans arme sådan uden videre, sagde Anette så, og hun lød nærmest fortørnet.

Jeg kunne høre Mogens bakke hende op i baggrunden. For første gang mærkede jeg, at nu var min grænse nået. Mit hjerte hamrede, og jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at lade mine følelser løbe af med mig.

Jeg havde forståelse for, at Anette og Mogens på deres egen måde forsøgte at passe på mig. Jeg forstod også, at det især var vigtigt for dem at forsvare deres egen livsanskuelse og deres værdier. Men Anettes sidste kommentar gjorde mig faktisk vred.

For mig at se var der intet usundt i at tilgive og lade kærligheden og tilliden vinde. Jeg havde mine grunde, som var så mange og så komplekse, at ingen andre end jeg selv nogensinde ville forstå omfanget. Sådan er det jo, når man har tilbragt hele sit voksenliv med et andet menneske. Der er plusser og minusser, og det præcise regnestykke kan ikke laves, men det kan føles. Og det her føltes rigtigt for mig.

Det var måske uforståeligt for andre, at jeg valgte, som jeg gjorde, men valget var mit, og jeg syntes, at Anette havde overtrådt en usynlig grænse ved at konkludere, hvad der var sundt og ikke sundt for mig.

Vi sagde farvel til hinanden i mindelighed, men jeg vidste dybest set godt, da jeg lagde på, at det her var enden på vores venskab. Det gjorde ondt. Vi havde været der for hinanden så længe, jeg kunne huske. Vi havde oplevet så mange ting sammen og støttet hinanden, når noget var svært, og jeg vil altid være taknemmelig for Anettes og Mogens’ støtte, da Jan og jeg gik fra hinanden.

Jeg fortalte Jan, at vi ikke fik middagsgæster, og at Anette og Mogens ikke ville være i stue med ham. Han tog det egentlig ret pænt og forsøgte at trøste mig med, at han godt forstod deres følelser og håbede, at de ville give ham en chance en dag, men jeg rystede på hovedet.

Jeg fik lyst til at kramme ham, for det føltes ikke fair. Hverken over for mig eller ham. Det var mig, Jan havde svigtet, og mig, han stod til ansvar overfor. Jeg havde tilgivet ham, og hvis jeg var glad, så burde mine venner også være det. Det stod pludselig soleklart for mig, at uanset om Anette og Mogens kom til fornuft, så var der ingen vej tilbage. Ikke for mig. For de respekterede mig ikke, og hvad er et venskab så værd?

Da mine vrede havde lagt sig, var det stadig sådan, jeg følte. Det gjorde ondt at miste gamle venner, men hvis de virkelig var så gode venner, som jeg troede, så ville min lykke veje tungere end deres principper.

Fortæl om dit liv

Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?

Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: [email protected]